Sky Hopper

Hop så højt du kan. Én retning, intet loft.

• Action
• 6-9 år
• 9-12 år
• 12+ år
• Piger
• Drenge

Sky Hopper tager den klassiske idé om uendelig hopning - at hoppe opad for evigt uden nogensinde at røre jorden - og reducerer den til én eneste beslutning: hvilken vej man skal læne sig i luften. Kaninen hopper automatisk, hver gang den lander, så der er intet at time og ingen hopknap at trykke på; at bevæge sig til venstre eller højre i luften er hele spillet - man sigter mod næste platform, før tyngdekraften trækker en under bunden af skærmen. Fire typer platforme holder denne ene beslutning interessant: solid grund, der bare hopper, glidende platforme, der driver til siden, skrøbelige platforme, der kun giver ét hop, før de styrter sammen, og fjedre, der skyder meget højere end en normal landing. Selve himlen skifter farve, efterhånden som man klatrer - fra dagslysblå til solnedgang, så skumring, og efter 800 meter en stjerneklar nat - så et langt løb aldrig ser ud som i starten.

Sådan spiller du

1. Vælg en karakter og en sværhedsgrad, tryk så på Spil. Let, Normal og Svær gemmer hver deres egen bedste score.
2. Kaninen hopper selv, hver gang den lander - der er ingen hopknap.
3. Hold venstre eller højre nede (piletaster, A/D, eller tryk og hold på den side af skærmen) for at drive i luften mod næste platform.
4. Hold øje med platformtypen: solide platforme er sikre, glidende bevæger sig, skrøbelige hopper kun én gang, og fjedre skyder dig meget højere end normalt.
5. Bliv ved med at klatre, til du misser en platform og falder under skærmen. En opsamlet vinge tilgiver præcis ét fald.

Hvorfor det ikke kun er klik

Et spil med kun én kontrolakse lever eller dør på, om det ene input forbliver interessant gennem hele klatreturen, og Sky Hoppers svar er konstant at ændre, hvad platformene laver nedenunder, i stedet for at tilføje nye knapper. De første hop foregår næsten udelukkende på solid grund; når himlen er blevet solnedgangsfarvet, er glidende og skrøbelige platforme allerede almindelige nok til, at den samme venstre-højre-beslutning har reelle konsekvenser, og i fuld nat kan en fjeder eller en glidende platform forvandle et godt gæt til halvtreds ekstra meter. Intet ved kontrollerne ændrer sig mellem det første hop og det tusindende - kun det, man skal aflæse, bliver sværere - og det er netop den slags sværhedskurve, hvor en ung spiller kan mærke, at han eller hun bliver bedre.

Hvor svært er det?

Let holder hullerne små, platformene langsomme og fjedrene hyppige, så næsten hvert hop er sikkert, selv før man har lært at genkende platformtyperne. Normal mindsker sikkerhedsmarginerne og omtrent tredobler, hvor ofte en platform styrter sammen under fødderne, hvilket kræver en reel beslutning ved de fleste hop. Svær skubber hullerne tæt på grænsen for, hvad et normalt hop kan klare, gør de glidende platforme hurtigere og sænker fjederfrekvensen yderligere - den slags løb, hvor én doven drift koster hele klatreturen. Alle tre sværhedsgrader gemmer deres egen bedste højde separat, så en spiller kan mestre Let fuldstændigt, før Normal nogensinde føles uretfærdig.

Egnet til yngre spillere?

Fra omkring seks år: at styre i luften med én hånd er en simpel bevægelse, og Let-tilstanden er tilgivende nok til, at et fald sjældent føles pludseligt. Syv- og otteårige skifter typisk til Normal inden for en eller to omgange og begynder at bekymre sig om deres højderekord. Svær belønner hurtig aflæsning af platformtypen ved et enkelt blik, hvilket typisk passer til spillere fra ni år og opefter samt voksne, der kun kommer tilbage for at slå deres eget rekord.

Til forældre

Der er ingen reklamer, ingen registrering, ingen køb og intet at installere - alt kører i browseren, og det eneste, der gemmes, er en bedste score pr. sværhedsgrad og hvilken kanin, der blev valgt, kun gemt på din egen enhed. Der er ingen kamp, ingen historie og intet tab ud over et kort fald, der straks starter forfra nedefra, så et frustrerende løb koster sekunder, ikke minutter. Himlens langsomme farveskift fra dag til nat er en fin sidegevinst, som et barn kan lægge mærke til uden at få det påpeget.

I undervisningen

Sky Hopper er et klart eksempel på et spil, der udelukkende øger sværhedsgraden gennem det, spilleren skal opfatte, ikke gennem nye mekanikker - inputtet ændrer sig aldrig, kun tætheden af platformtyper, der skal aflæses ved et enkelt blik. Det illustrerer også samme pointe godt med hop i stedet for en titelskærm: intet sker nogensinde på præcis samme måde to gange, fordi platformgenereringen altid holder et sikkert maksimalt hul (så intet hop nogensinde er helt umuligt), mens den stadig varierer, hvad der rent faktisk findes på vejen op.

Spørgsmål